Bonitet og dyrkningssystemet |
|
De enklte markstykker afspejler de oprindelige agre fra før udskiftningen. Bonitetstallene på dette kort er identiske med tallene fra udstykningskortet fra 1811. Takseringerne blev gennemført i perioden efter 1806 og være gældende for 1844-matriklen. De skulle tjene til skatteberegning for hver enkelt brug (gård). Fastsættelsen er udtryk for en vurdering af, hvor meget der kunne dyrkes på hver enkelt mark. Der var tidligere foretaget klassificeringer af jordene ved 1688-matriklen. Til denne matrikel (og skatteberegning) indgik oprindelig hensyn til jordens kvalitet, dyrkningssystemet, hvileperioder og muligheden for gødskning. Men både 1688 og 1844 matriklernes bonitetstakseringer afslører det dengang ca. 7-800 år gamle dyrkningssystem med indmarker der blev gødet, og udmarker der aldrig blevgødet. Indmarksjordene var delt efter nærhedsprincippet i: Alsædjordene blev gødet hver 3. - 4. år og hvilede aldrig. Det vil sige at der kunne avles korn hvert år. Brødjorden blev dyrket med korn (rug, byg, havre) i 3-4 år efter gødskning, hvorpå de hvilede (lå brak) i op til 6 år. Det vil sige, at der kunne avles på disse jorde i ca. en tredjedel af tiden. Udmarksjorden lå i større afstand fra landsbyen og kaldtes for: Havrelandsjorden (udmarken) blev aldrig gødet. Her blev dyrket havre 1-2 år, hvorefter jorden hvilede 8-10-20 år. Her blev boniteten sat lavt. To forhold var styrende for opdelingen i de tre marktyper: 1. Afstanden fra landsbyen. De nære og let tilgængelige jorde blev prioriteret højst når der skulle gødes (alsædsjordene), derneæst de lidt fjernere (brødjorden) og lavest de fjernestliggende jorde, havrelandsjorden, der lå besværligt langt væk og aldrig blev gødet. Bonitetskortets skydeskivestruktur viser dette. Den afstand fra landsbyerne, hvor mere eller mindre intensiv drift var praktisk mulig, og hvortil der i forskelligt omfang kunne skaffes gødning, var op til en kilometer. Herudenfor lå udmarker og overdrev, der grænsede op til naboejerlavets udmarker og overdrev. Afstanden mellem landsbyerne i Danmark (agerbygderne) er gennemgående omkring 3 km, med udsving mellem 2 og 4 km. Overdrev, heder og enge blev takseret lavt. |
  En konkret gårds jorde i 1683 (markbogen til 1688 matriklen) ingen eng, lidt fladførv, lidt lyngslæt, ingen skudtørv (opgravet tørv) Målene er kvadratalen. Der går 14.000 kvadratalen til 1 tønde land. |
En præcis afmærkning må vente til efter et besøg på Rigsarkivet (markbogen) og/eller geodatastyrelsen (Kort- og Matrikelstyrelsen, hvor det originale opmålingskort fra 1791 ligger). Det skal bemærkes, at to markstykker umiddelbart øst for Odby Kirke har bonitetstaksering 24. Referencelokalteten for bonitet 24 i Karlslunde mellem Roskilde og Køge var lidt hellig. Der skulle ikke udpeges for mange 24-ere, for hvad nu hvis man fandt bedre jord? Efter instrukserne skulle der holdes tilbage med den høje karakter, men på den anden side bestod opgaven i skatteudskrivning, og traditionen, og kongelige forordninger, havde hidtil været, at hartkornet for skattelægget (her Odby ejerlavs dyrkningspotentiale) hverken måtte opskrives eller nedskrives - så landmåleren skulle få regnstykket til at gå op. |
Marknavnene havde betydning i fællesdriftens tid, hvor de identificerede de fysisk afgrænsede markfelter. Det var fællesskabets marker, der blev dyrket efter fælles beslutninger og plan. Den enkelte bonde havde lodder i markerne, men fulgte fællesskabets beslutninger. Ejerlavets (landsbyens) opdeling af jordene har rod tilbage til ejerlavets etablering (eller "fastfrysning") i tidligste middelalder. Marknavnenes alder er uvis, men mange af dem rækker givetvis tilbage til den tidlige middelalder. 1791-kortets marknavne er selvsagt udtryk for, hvad landsbyens bønder kaldte markerne i 1791. |
  |
|